onsdag den 23. marts 2011

Søndags fabuleren og Lemmerzs ”Genfærd”

Inspireret af Sherry Ortner i bogen: Billy Ehn og Ovar Löfgren ”Kulturanalyser”(s.5-25)


Det er en dag med høj blå himmel og Århus ligger badet i det spæde forårs skarpe sollys. Jeg træder ind i den store lyse kulturinstitution Aros, begiver mig ned i den mørke kælder, hvor Lemmerz udstilling ”Genfærd” snart bliver pakket sammen. Jeg både henrykkes og frygter mødet i kælderen, husker hans biologiske æstetik med guldfisken i blenderen og håber inderst inde ikke jeg skal opleve den slags kultur i dag. Mens jeg begiver mig ned ad trapperne og følger ”Big Boy” med øjnene, går min hjerne i selvsving. Kultur, hvad var det nu det betød – jo at dyrke - det stammer sikkert fra latin. At dyrke giver associationer til at gro, at få noget til at vokse, at plante et frø, vande det og få det til at spire. Der sker en udveksling, en reaktion, en kommunikation, en relation, en interaktion mellem frøet og vandet – der vokser noget frem, der dannes noget. Jeg befinder mig i en dannelsesinstitution, der kan få noget til at gro, til at vokse, til at dannes. Men er kulturen allerede dannet eller dannes den? Kan begreberne skilles ad? At danne sig en kultur eller dyrke en kultur - eller er det en evig proces?
 Hjernespindet stopper - er fremme ved udstillingen.
Lemmerz’s udstilling er på mange måder så modsætningsfyldt og alligevel sammenhængende. På en og samme tid dyrker han en kommunikation mellem det æstetisk smukke og det absurde. Mellem liv og lemlæstelse, det menneskelige og umenneskelige, det gode og onde, himmel og helvede, det levende og døde, kroppen og sjælen, ånd og materie, lys og mørke, det hårde og bløde, det frugtbare og golde.
Hele udstillingen bygger på dualismen, hvilet vi allerede bliver forberedt på ved første skulptur; ”Tvehoved”. Det bliver gennem udstillingen beskuerens psykologiske opgave, at forbinde hoved og krop – det indre og ydre.

Nøglebegreber: (hensigt) - Politik, Menneske, Æstetik
Nøglesymboler: (sindsbillede) - Tro, håb, bedrag, vold, begær.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar