Social arv

Gennem tiderne har den sociale arv været diskuteret, hvad indebærer dette begreb, og kan det brydes? Dette begreb er et moderne modspil til lægernes tro på genetisk arv.

Definition på ordet social arv: Social arv vil sige, at et menneske overtager viden, holdninger og personlighedstræk fra forældrene gennem opvæksten. I denne brede betydning svarer social arv stort set til det indhold, der lægges i begrebet socialisering, når synsvinkelen er socialisering i familien. Social arv beskriver imidlertid oftest overførelsen af påvirkning fra forældre til børn, når der er tale om negativ arv. Altså hvor børnene bliver bærere af de samme belastende livsomstændigheder og reaktionsmønstre som forældrene.

Bourdieu deler det op i tre sammenhænge, som han mener, betegner begrebet social arv: Økonomisk, Social og Kulturel.

Med økonomisk kapital mener han, adgang til penge og materielle goder, dette kunne f.eks. være børn som ikke har samme mulighed som deres jævnaldrende til at deltage i f.eks. diverse fritidsaktiviteter, eller ikke har mulighed for at de samme materielle gode (mobiler, mærketøj osv.) som kan føre til at barnet føler sig udenfor en bestemt gruppe.

Social kapital, kan forklares på følgende måde: summen af eksisterende eller potentielle ressourcer individet har rådighed over i form af et netværk af stabile relationer. 

Når Bourdieu taler om kulturel kapital, henviser han til dannelse og sproglige kompetencer, som har betydning for om individet kan begå sig i de forskellige arenaer, som han/hun bevæger sig i.

Har man rigeligt af disse kapitaler, får man stor symbolsk gennemslagskraft(symbolsk kapital).

Kønsroller

Kønsroller er et vigtigt stikord til at beskrive og forklare forskelle i mænds og kvinders situation. Ordet er blevet et element i den daglige sprogbrug - ofte med en ganske omfattende og diffus betydning. Kønsrollebegrebet sætter fingeren på det faktum, at der eksisterer et socialt pres på kvinder og mænd, der dirigerer dem i retning af bestemte og forskellige arbejdsopgaver, bestemte magtforhold og bestemte personlige egenskaber, bestemte opfattelser af sig selv og verden. Man kan tale om et socialt pres i retning af kønsspecifik eller kønsforskellig adfærd og væremåde. Hvis man ikke følger disse anvisninger eller forventninger om, hvordan henholdsvis kvinder og mænd bør være, bliver man ramt af visse materielle, sociale og psykologiske sanktioner. De som følger ”anvisningerne” bliver belønnet - f.eks. med anerkendelse, med at være ”indenfor” i det sociale liv, med opmuntring. De der ikke følger trop bliver ”straffet” - f.eks. med misbilligelse, udstødelse eller latterliggørelse. Den mest effektive og ubehagelige straf er måske den at blive betragtet som ”ukvindelig” eller ”umandig”.

Opdragelsen til de ”rigtige” kønsroller begynder tidligt - egentligt allerede ved fødslen. Det betyder, at man tilegner sig den kønsbundne praksis og væremåde, som det sociale pres presser en.

En sådan beskrivelse kan forkortes endnu mere ved at sige, at køn er et kendetegn, som ofte fremkalder stabile, ordnede og sanktionsbærende forventninger om en persons adfærd. En kvinde forventes overvejende at ikke være særlig ærgerrig eller aggressiv, men derimod passiv i mange sammenhænge, trøstende og opmuntrende, pæn og tilpasset osv. En dreng eller mand forventes at have initiativ og være stærk og aktiv i mange situationer. Kvinder forventes ikke at have samfundsmæssig indflydelse og magt, men at holde sig beskedent i baggrunden i sådanne sammenhænge[1].

---

[1] Mette Schilling (menneskets psykologi).

Habitus og felt

Ud fra Bourdieu er habitus er et sæt af dispositioner, dvs. væremåder.

Som det første er der den kropslige væremåde, hvor kroppen er en slags ”huskeseddel” for de erfaringer, mennesket tilegner sig i praksis. Kroppen er hukommelsen for det sociale liv, og det enkelte individs historie ligger i kroppen i form af følelser og reaktionsmønstre. ”Denne habitus disponerer den enkelte agent for at foretrække bestemte måder at opfatte, kategorisere, bedømme og handle på i konkrete situationer.”  Som det andet er der den sociale væremåde, hvor mennesket allerede befinder sig i en historisk og foranderlig praksis, hvori der er indlejret sociale over- og underordningsforhold. Mennesket søger anerkendelse fra andre mennesker, som står dem nær, men samtidig distancerer det sig fra dem, der lever et anderledes liv, end dem selv. Habitus er et system af varig og foranderlige dispositioner, hvor igennem mennesket opfatter, bedømmer og handler i verden, og habitus er dermed også en praktisk sans for at spille med i det spil der udspiller sig i et givent felt.

På samfundsplan foregår der positioneringer i de forskellige, mere eller mindre, uafhængige sociale universer, som Bourdieu kalder felter for dermed at understrege, at de er præget af stridende sociale kræfter. Der er f.eks. det økonomiske, det politiske, det kunstneriske, det religiøse, det videnskabelige, det pædagogiske felt m.m. I hvert felt er der en særlig form for interesse, det har sin egen sagslogik og er præget af specifikke regler, værdier og interesser[1].

---

[1] Carsten Schou og Carsten Petersen. Samfundet i pædagogisk arbejde; et sociologisk perspektiv. Akademisk forlag. 2010.

Foredrag : Hanne Bech Hansen

Vi var til foredrag alle fire piger.

Hanne Bech Hansen, født i 1939 i Århus. Uddannet jurist fra Århus Universitet i 1964 og siden advokat i Odense. Hun blev derefter politifuldmægtig, statsadvokatfuldmægtig, vicestatsadvokat, konstitueret    statsadvokat, vicepolitimester og politimester. I 1988 blev hun chef for Politiets Efterretningstjeneste(PET) – hun var den første kvindelige efterretningschef i verden og blev siden statsadvokat for København, Frederiksberg og Tårnby, inden hun i 1995 blev politidirektør. Hun var gift med nu afdøde overlæge Jørgen Bech Hansen og fik en søn med denne.

Hanne fortæller om sit liv om sin barndom, uddannelse, familieliv, karriereliv om alt den magt hun har haft med sig. Hun mener at det ikke har været svært at være kvinde i en mande verden.

Hanne Bech mener ikke, at hun bevidst har søgt mod toppen.

Hun siger ”Jeg er sikker på, at jeg er havnet, hvor jeg er, fordi jeg er opdraget til at gøre mig umage med alt, hvad jeg giver mig af med. Hver gang jeg har haft et arbejde, har jeg tænkt: det her er det bedste arbejde i verden, her bliver jeg til jeg skal pensioneres. Og så har jeg koncentreret mig om det og har synes at det var spændende. På den måde er jeg kommet til at udstråle noget andet, end hvis jeg gerne ville frem i verden.”

Hun siger også, at hun ikke har tanker om noget stort. Hun sagde, at hun ikke havde nogen ambitioner. Hun ville kun gøre sine forældre glade, og som hun sagde; ”Om jeg kunne blive noget mere? Det gik jeg overhovedet ikke op i.”

Når mor eller far skal på en lang `ferie`

Rundt omkring i Danmark sidder der mange børn, som har enten en mor eller far, som er i fængsel, hvad gør det ved børnene når de bliver udsat for denne form for `omsorgssvigt`?

Hvad bliver der gjort for at hjælpe dem gennem den svære tid, ofte går de alene med deres tanker, frustration, skyldfølelse og skam er nogle af de følelser de går og gemmer på. Børnene bliver ofte bedt om, at holde det hemmeligt, børn i denne situation har, ifølge det nationale forskningscenter for velfærd (SFI) dobbelt så stor risiko for at udvikle adfærdsvanskeligheder og psykiske problemer end andre børn.

Mange af disse børn kommer i forvejen fra et belastet miljø, når man så oven i købet har en mor eller far der sidder i fængsel, gør det ikke barndommen lettere, de bliver bange og kede af det, når barnet går rundt med alle disse følelser, er det svært at få hverdagen til at hænge sammen, de har svært ved at koncentrere sig i skolen, nogle kan have svært med at skabe gode relationer med klassekammeraterne.

Børnene har svært ved at få gode relationer til den forælder som er i fængsel, og det er på den anden side svært for forældre som sidder inde, at være en god rollemodel for deres børn. når forældrene kommer ud igen, kan det være svært at få dagligdagen til at fungere, som før fængselsopholdet.

Som det eneste fængsel i Danmark, har Pension Engelsborg oprettet et familiehus, hvor man har mulighed for at afsone den sidste del af sin fængselsstraf, ægtefælle og børn flytter ind i huset og afsoner den sidste tid med den forælder, som har været inde og sidde, man forsøger at gøre det så hjemligt som muligt, således at overgangen fra ikke at have mor eller far hjemme i hverdagen,til at de pludselig igen er en del af børnenes liv, glider lidt nemmere – det er ikke kun børnene som synes denne overgang er svær, de indsatte finder det også svært efter at have været `sat` udenfor familie fællesskabet, at blive en del af det igen. Man forsøger at gøre opholdet (udslusningen) så hjemlig som muligt, der er fokus på at støtte og udvikle familiens relationer.

Der er særlig fokus på børnene, hvilket man tydeligt kan se ud fra nedenstående, som er taget fra Pension Engelsborg:
Omsorgen for børnene er vigtig. Børn er dem, der mærker straffen hårdest, når deres mor eller far afsoner en straf. I familiehuset har vi den faglige kapacitet til at støtte børnene og deres familier og til at genopbygge børnenes identitet og selvværd, som mennesker frem for børn af dømte.
Familierne opholder sig typiske på Engelsborg, mellem 4 uger og 10 måneder.

Link: http://www.pensionengelsborg.dk/

Savn!

Savn er navnet på en nystiftet forening, som hjælper med at skabe et netværk, for pårørende til indsatte – her kan man komme i kontakt med andre i samme situation, der bliver bl.a. arrangeret weekend ophold og sommerlejre. Børnene føler sig ikke udenfor, her har de nogen andre børn at snakke med som ved hvordan det er at være barn af en `kriminel`
Hjemmesiden er super god for både børn og voksne.

Link: http://www.savn.dk/

”Backstage - Frontstage” i Tinghuset

De Groffman’ske udtryk frontstage og backstage er hentet fra teaterverdenen og er på den led meget beskrivende for den iscenesættende verden vi begav os ind i.

I et retslokale kan man hurtigt kategoriserer de tilstedeværende, enten ved hjælp af deres  påklædning eller placering i retslokalet. I de til tider lange pauser, når dommerne trak sig tilbage for at voterer,  besluttede jeg mig for at indtage den uformelle aktør rolle og gå backstage og ”se” lidt af mennesket bag de synlige identiteter. Høre deres synsvinkler på det vi alle havde til fælles, nemlig at sidde i det samme lokale og enten deltage eller overvære den sigtedes rettergang.

Nu kunne jeg jo af gode grunde ikke fange alle ”publikummer”, ved at snakke om sagen, så jeg måtte finde et andet ”fælles tredje” og se, hvad der skete. Det er faktisk ikke så svært, når man selv tilhører den etniske minoritetsgruppe af rygere. Et folkefærd, der af mange bliver stigmatiseret som nogen, der ikke kan tage hånd om deres liv og enten ikke kan læse eller forstå teksten på pakken: ”Rygning kan dræbe”. Når vi vil dele den fælles nydelse, det er at ryge, bliver vi henvist til bestemte afgrænsede arealer, som oftest er udenfor.

Så på Tinghusets store trappe nød jeg fællesskabet med den tiltaltes venner og pårørende. I forhold til feltarbejdet omkring kriminalitet er det et meget givende selskab. To af vennerne havde selv fængselsdomme bag sig og den ene var lige blevet løsladt for 14 dage siden. Jeg fik et indblik i  deres erfaringer med, hvad der er god og dårlig strategi, når man sidder som tiltalt. Hvad man skal sige og ikke sige og deres bekymring over, at tiltalte fortalte lige rigeligt meget. De kunne begge med et lidende kropssprog fortælle om den uvished og frustrationen, den tiltalte havde måttet gennemgå, ved at være varetægtsfængslede i adskillige måneder før sagen kom for retten. De pårørendes bekymring kom til udtryk, i verbale ytringer omkring de ufattelige dårlige argumenter anklageren kunne diske op med, og hans totale mangel på forståelse for tiltaltes situation.

Alle voterede om straffens udmåling, dommerne inde i det opvarmede tinghus og den tiltaltes  venner og pårørende ude på trappen i kulde og silende regn. Men deres hjerter var varme og

håbet stort, om at få tiltalte med hjem i dag.                       

Indenfor og i ly af regnen, styrede jeg målrettet hen mod kaffen. Delte den sidste sjat lunkne termokandekaffe med politibetjenten, der normalt kørte patrulje og bestemt ikke syntes det var spændende at sidde stille i flere timer.

Med kaffen i hånden bumlede jeg helt bogstaveligt ind i forsvareren, idet vi begge gik helt opslugt af den smukke arkitektur, en interesse vi var fælles om. Gik nu sammen rundt i den smukke bygning fra 1861, midt i stilblandingsperioden og glædede os over hver tidsalder. Lige fra det romanske, over det gotiske og renæssancen og op til klassicismen. Hvordan de havde tilstræbt at få interiør og farvesætning bundet sammen i de forskellige perioder. Beundrede den svære kunst det kan være, at forbinde en romansk hvælving med gotikkens ornamenter og renæssancens reselit frise i en støvede og alligevel klar farveholdning, der tilgodeser alle perioder. (som desværre ikke måtte fotograferes)

På vej ned for at se om dommernes votering var ved at være overstået, fortsatte vi snakken om  perioder, nu om hans mangeårige erfaring som forsvarer. Bl.a. om han var enig i statistikken omkring den stigende vold blandt unge. Hvortil han svarede: ”Jeg tror i og for sig ikke selve volden er blevet større, men forældrene er blevet anderledes”. Han oplevede, at det var de mest utrolige og ubetydelige småting, der blev brugt tid på. ”Forældre i dag, de pacer deres børn frem, blander sig i alt og opdrager dem til ikke, at skulle finde sig i noget som helst”. Han fik luftede sine holdninger til nutidens forældre og dermed nok også implicit til kulturens ændrede værdier. ”Førhen når man var til halbal, ja så gik man udenfor og klarede uoverensstemmelsen med næverne og når den ene lå ned, ja så var det afgjort og vi kunne gå ind igen og få os en øl til – og det var da ikke noget forældrene blandede sig i”. Der var da så afgjort en stigning af domsfældelser blandt unge. Som han i øvrigt syntes var meget uselvstændige og ikke evnede at tage ansvar, men hellere angav vennerne for selv at slippe fri.

Frontstage

Det var ganske underholdene at betragte anklager og forsvarer i aktion. Som man får en fornemmelse af i indlægget: ”En dag i retten”, var der et par generationers kulturkløft mellem den unge anklager og den ældre forsvarer. Det eneste de umiddelbart havde til fælles var det mandlige køn og juraen.

Forskellene kom til udtryk på flere måder, bl.a. i påklædningen, som var henholdsvis formel og afslappet. Den mundtlige og skriftlige faglige forberedelse var til punkt og prikke i orden hos den ældre. Her lå alt pænt og ordentligt på skrivebordet og materialet til fremlæggelsen præsenterede sig godt. På den unges skrivebord lå alt hulter til bulter i forskellige plastlommer, som han til tider roede forgæves rundt i, for at finde belæg for et passende modargument.

Sproget tilhørte også to kulturer. På et tidspunkt henviser den ældre til Jørgen Clevin, som den unge tydeligvis ikke kender og derfor heller ikke ved, at man forbinder Clevin med at klippe og klistre.

Anklagerens bevisbyrde omkring, hvor meget amfetamin der havde været tale om, bliver hurtigt manet i jorden af den ældre. Da han fortæller, hvordan man førhen forberedte spegesild ved at putte dem i en pose sammen med mel for derefter at ryste den. ”ja, og bagefter kan man da se der har været mel i posen, men man kan da ikke se hvor meget mel der har været – vel?”

Hvilket dommeren i øvrigt tog til efterretning i strafudmålingen.

Retten blev sat og tiltalte kunne tage hjem med venner og pårørende. Embedsmændene pakke sammen, politimanden kunne tage på patrulje og de pædagogstuderende forberede sig til næste arrangement samme aften – herom senere.

YouTube - Jørgen Clevin ryger Hash!

YouTube - Jørgen Clevin ryger Hash!

BILLEDER FRA MØGELKÆR STATSFÆNGSEL
MUSEUM!



Billeder af tidligere ansatte.

Isoleringscelle, som den så ud før i tiden.

Seng til fixering af voldelige fanger.

Konfiskerede våben.

Nogle af dem er lavet af de indsatte, alt kan bruges, barberblad, tandbørste, knust glas osv. når der skal fremstilles våben

En fange skjulte stoffer i denne fryser, ved at lave et hulrum, hvor han gemte dem.

Hjemmelavede " bonner" til indtagelse af rusmidler, igen her er fangerne utrolige kreative.

Flere våben, her iblandt også nogle hjemmelavede.

En fange får afløb for sine frustrationer, ved at ytre sig på indersinde af en garderobe dør.

En typisk celle, med seng, skrivebord og stol.

Studerende bag tremmer!

Så kom den lange ventede dag, hvor vi skulle `bag tremmer` - vi mødtes nede ved skolen og skulle sammen køre til Møgelkær. Med vores gode humør, diktafon, rutevejledning, fordomme og forforståelser pakket ned i vores rygsække, drog vi mod Møgelkær fængsel.

Vi var alle sammen spændte på hvad det var for nogle kvinder vi skulle møde, vi havde måske allerede tegnet et billede af dem, inden vi kom derned, kvinder i fængsel er vel hårde og barske, med et sprog som ikke lige er egnet til søndagsgudstjenesten! Og som ikke efterlader meget til fantasien!

Turen derned gik glat og vi fandt hurtig frem til vores destination, men vi havde jo også en god chauffør J
Vi kørte ned ad en vej med smukke natur omgivelser , og for enden af vejen jå der en bygning, som man ved første øjekast godt kunne forveksle med en højskole – det viste sig dog at være Møgelkær fængsel.

Der var ingen mure omkring fængslet, og de indsatte kunne egentlig ``bare` gå derfra, men som betjenten sagde, de indsatte kender jo godt konsekvensen af at stikke af herfra, de bliver fanget igen, og sendt til et lukket fængsel – og alene den tanke gør at de ikke forsøger at stikke af.
Vi parkerede vores karet, og gik over til kontrolrummet for at finde vores kontaktperson, efter et par opringninger dukkede han op, vores førstehånds indtryk af ham var, at han var flink og imødekommende. Meningen var at vi skulle interviewe 2 kvinder, en ung og en med lidt mere livserfaring, det viste sig desværre at den unge kvinde havde ombestemt sig og ikke havde lyst til at møde os, øv øv men vi havde jo da stadig den anden kvinde, som vi kunne snakke med

.
Fængselsbetjenten førte os over til museet, som er en del af fængslet, det var herovre at vi skulle mødes med den indsatte. Vi gik rundt og kiggede lidt på museet, mens vi ventede på vores informant. Døren gik op og ind kom en lille tynd dame på 53 år, som ikke (i vores optik) lignede en typisk indsat (kriminel), det gik op for os at det var hende vi skulle snakke med, hun gik lidt rundt og kiggede sammen med os på de forskellige ting der var udstillet. Vi forsøgte at bryde isen og startede en samtale med hende.

Vi blev derefter vist ind i et lokale, hvor interviewet skulle foregå – fængselsbetjenten havde fundet noget materielle frem omkring Møgelkær fængsel og han begyndte at fortælle (i meget lang tid) Det var meget interessant at høre lidt om Møglekærs hisorie og hans opfattelse af hvordan livet var i denne institution. Han forklarede om dagligdagen, og hvilke slags aktiviteter der er til rådighed for de indsatte. Da vi ikke kunne komme ind på selve afdelingerne havde han billeder med, så vi kunne se hvordan de forskellige afdelinger var indrettet, det var tydeligt at han var stolt af det arbejde han udførte på daglig basis.

Efter et stykke tid synes vi det var på tide at få den indsatte kvinde med ind i samtalen, og vi begyndte derfor at rette direkte henvendelse til hende – hun havde i den tid vi havde været i gang ikke deltaget i samtalen, hun fortalte om hendes hverdag og hvordan det var for hende at være lukket inde, vi spurgte ind til det hierarki, som findes i alle fængsler, vi ville gerne vide hvor hun lå henne i det hierarki, hun fortalte at på en skala fra 1 til 10 lå hun på 5. Hun arbejdede som gangvagt, en stilling som hun var glad for, som hun sagde, det gjorde dagen lidt nemmere at komme igennem, hun havde også dermed mulighed for at møde og snakke med andre mennesker.

Den største bekymring hun havde i forhold til at være fængslet, var hvad det havde gjort ved hendes datter, og 3 børnebørn, hun fortalte, at hun havde fravalgt deres besøg, da hun ikke mente det var et sted for hendes børnebørn at komme på besøg, det var tydeligt, at hun savnede dem.

Da hun fik spørgsmålet, hvad savner du allermest når du sidder herinde, i forhold til når du er hjemme og kan gøre som du vil? - vi ventede nok et svar som ville lyde nogenlunde følgende, min familie, friheden, det at kunne komme og gå som jeg vil, vi blev lige lidt overrasket da hun svarede: en hotdog! Det er de små ting i hverdagen, som savnes mest af de indsatte, de ting som vi andre tager for givet..

Vi spurgte lidt nærmere til livet i fængslet, hun begyndte at fortælle, men blev til tider afbrudt af fængselsbetjenten, som svarede for hende. Vi kunne ikke lade være med at tænke på om, svarene vi fik fra hende, ville have været anderledes hvis betjenten ikke havde været til stede – hun nævnte op til flere gange, at de havde det godt derinde, og hver gang hun nævnte det, kiggede hun lige over på betjenten, som bekræftede dette.

Efter et par timer, takkede vi hende fordi hun ville snakke med os, vi gik dog derfra med mange spørgsmål som forblev ubesvaret, men alt i alt var det en positiv oplevelse.

Vi havde ugen før et interview med en kvinde, som havde været indsat i Møgelkær for nogle år siden, og det må lige siges, at hendes historie om livet bag disse mure, lå langt fra det vi hørte da vi var dernede, det kan skyldes en forskel i alderen på de 2 informanter – eller det kunne være de forskellige rammer som de 2 interview blev gennemført i, som havde en indflydelse på hvilke informationer vi fik.
Hvad blev der så af vores fordomme og forforståelse, man må sige at lige i det her tilfælde, blev de manet godt og grundigt i jorden, frem for en højrøstet og arrogant kvinde med håndværkersprog, blev vi mødt af en stille og behagelig kvinde, som stille og roligt talte med os.


Lige lidt om Møgelkær:

Møgelkær var oprindelig en Herregård, derefter blev der oprettet en arbejdslejr for unge arbejdsløse – fra 1945 til 1973 brugte man det som ungdomsfængsel.



Møgelkær er et åben fængsel, med plads til 176, det er delt op i 3 forskellige afdelinger, ren kvindeafdeling, ren mandeafdeling og en blandet afdeling, derudover er der også en behandlingsafdeling.

Man skal som indsat, arbejde 8 timer om dagen, hvilket de får 9,11 kr. for i timen.
Der er købmand i fængslet, hvor man har mulighed for at købe det man skal bruge, de indsatte skal selv lave mad, og mange af dem går i `mad grupper` hvor de skiftes til at lave maden.

Der bliver arrangeret ture ud af fængslet, det kunne f.eks. være en tur til Randers regnskov, fisketur eller bare en tur til stranden.

Nogle af de indsatte løber med betjentene ude i den omkringliggende skov, der er stor tillid til de indsatte på disse ture, forstået på den måde, at betjenten godt kan løbe i forvejen, fordi han ved at den indsatte inden for kort tid dukker op.

Man har i Møgelkær, såvel som i landets øvrige fængsler en del problemer med hash og lidt hårdere stoffer inden for murene, jeg fik personligt det indtryk at lige netop hash var temmelig let at få fat på, og var en stor del af dagligdagen i fængslet, måske er det en måde, at kunne komme gennem en lang og tidsløs dag.

Hvad angår beskæftigelse indenfor murene, er der en del valgmuligheder, som f.eks. montage, snedkeri, metalværksted, skovbrug m.v.

Der er mulighed for at komme i behandling i den tid man afsoner derinde, dette omfatter behandling for: narkomisbrug, alkoholmisbrug, anger management og kognitiv færdighedstræning.

For at kunne give de indsatte den bedste mulighed for at begynde på en frisk når de har udstået deres straf, har de mulighed for at modtage undervisning. Dette kunne f.eks. være:
1. VUC – Undervisning
2. Specialundervisning
3. Støtteundervisning
4. selvstudie og frigang til kompetencegivende kurser

http://www.moegelkaer.dk/

En dag i retten.

Vi havde besluttet os for at tage over i retten og overvære en retssag. Inden da lavede vi en lille test på vores forforståelse. Vi vidste at sagen handlede om narkosalg. Den første mand var stor, muskuløs, skaldet, tatoveret, hættetrøje, og kondisko. Eller en lille spinkel mand, lidt nusset i tøjet, hættetrøje og kondisko.

Vi ankom over i retssalen kort inden det skulle begynde, men det var lidt forsinket. Til vores ”overraskelse” var det en kvinde der var tiltalt. Kvinden så ud til at livet ikke altid havde været nemt for hende, hun var bleg, så meget nedslidt ud og håret var uglet.

Hendes forsvarer var en ældre mand, der var meget formelt klædt i gråt jakkesæt. Anklagemyndigheden, var nærmest den diametrale modsætning; han var en yngre mand, klædt i cowboybukser og en sweater.

Da der var tale om en kvinde som stadig sad varetægtsfængslet, var to politibetjente til stede.  Men de sad vel nærmest og kedede sig. For det meste sad de med mobilerne fremme. Vi kunne selvfølgelig ikke se hvad de lavede, men ud fra aktiviteten i fingrene kunne man gætte på at de sad og sms’ede.

De pårørende til kvinden kommer ind. Med det sammen er der en lugt af røg og sprut. Undervejs i retssagen bliver der luftet ud, hvilket er nødvendigt.

Dommeren og lægdommerne kommer ind – alle er kvinder.

Den tiltalte nægter sig skyldig i alle anklager om salg af narko, undtagen i besiddelse af narko.

Anklagemyndigheden og forsvareren gennemgår nu sagen fra hver side. Det er meget svært at følge med i hvad de siger, dels fordi de snakker lavt og så forstår man bare ikke hvad det er de snakker om.

Under sagen får tiltalte lov til at udtale sig. Hun siger at det narko hun havde derhjemme var til eget forbrug, og at hun havde været afhængig længe. Hun havde haft en turbulent barndom, hvor hun havde ansvaret for sine mindre søskende, hvilket gjorde at hun ikke havde tid til fritidsinteresser og dermed ikke fik mulighed for socialt samvær med jævnaldrene. Hendes mor og stedfar var begge alkoholiseret. Uddannelse er også meget begrænset, kun 9. klasses eksamen. Hun har haft nogle små jobs rundt omkring. Hun er depressiv og tager piller, sammen med narkoen og alkohol.

En politibetjent kommer også ind for at vidne, da han var til stede under ransagningen af hendes hjem. Politiet havde fået et tip fra en borger, der havde set mange forskellige mennesker komme og gå hurtigt efter igen.

Dommeren og lægdommeren går ud af rummet, for at tage en beslutning om strafudmålingen. De kommer frem til 3 måneders fængsel, men da hun allerede har sat varetægtsfængslet i 3 måneder, bliver hun løsladt og kan tage med den berørte og glade familie hjem.