”Backstage - Frontstage” i Tinghuset

De Groffman’ske udtryk frontstage og backstage er hentet fra teaterverdenen og er på den led meget beskrivende for den iscenesættende verden vi begav os ind i.

I et retslokale kan man hurtigt kategoriserer de tilstedeværende, enten ved hjælp af deres  påklædning eller placering i retslokalet. I de til tider lange pauser, når dommerne trak sig tilbage for at voterer,  besluttede jeg mig for at indtage den uformelle aktør rolle og gå backstage og ”se” lidt af mennesket bag de synlige identiteter. Høre deres synsvinkler på det vi alle havde til fælles, nemlig at sidde i det samme lokale og enten deltage eller overvære den sigtedes rettergang.

Nu kunne jeg jo af gode grunde ikke fange alle ”publikummer”, ved at snakke om sagen, så jeg måtte finde et andet ”fælles tredje” og se, hvad der skete. Det er faktisk ikke så svært, når man selv tilhører den etniske minoritetsgruppe af rygere. Et folkefærd, der af mange bliver stigmatiseret som nogen, der ikke kan tage hånd om deres liv og enten ikke kan læse eller forstå teksten på pakken: ”Rygning kan dræbe”. Når vi vil dele den fælles nydelse, det er at ryge, bliver vi henvist til bestemte afgrænsede arealer, som oftest er udenfor.

Så på Tinghusets store trappe nød jeg fællesskabet med den tiltaltes venner og pårørende. I forhold til feltarbejdet omkring kriminalitet er det et meget givende selskab. To af vennerne havde selv fængselsdomme bag sig og den ene var lige blevet løsladt for 14 dage siden. Jeg fik et indblik i  deres erfaringer med, hvad der er god og dårlig strategi, når man sidder som tiltalt. Hvad man skal sige og ikke sige og deres bekymring over, at tiltalte fortalte lige rigeligt meget. De kunne begge med et lidende kropssprog fortælle om den uvished og frustrationen, den tiltalte havde måttet gennemgå, ved at være varetægtsfængslede i adskillige måneder før sagen kom for retten. De pårørendes bekymring kom til udtryk, i verbale ytringer omkring de ufattelige dårlige argumenter anklageren kunne diske op med, og hans totale mangel på forståelse for tiltaltes situation.

Alle voterede om straffens udmåling, dommerne inde i det opvarmede tinghus og den tiltaltes  venner og pårørende ude på trappen i kulde og silende regn. Men deres hjerter var varme og

håbet stort, om at få tiltalte med hjem i dag.                       

Indenfor og i ly af regnen, styrede jeg målrettet hen mod kaffen. Delte den sidste sjat lunkne termokandekaffe med politibetjenten, der normalt kørte patrulje og bestemt ikke syntes det var spændende at sidde stille i flere timer.

Med kaffen i hånden bumlede jeg helt bogstaveligt ind i forsvareren, idet vi begge gik helt opslugt af den smukke arkitektur, en interesse vi var fælles om. Gik nu sammen rundt i den smukke bygning fra 1861, midt i stilblandingsperioden og glædede os over hver tidsalder. Lige fra det romanske, over det gotiske og renæssancen og op til klassicismen. Hvordan de havde tilstræbt at få interiør og farvesætning bundet sammen i de forskellige perioder. Beundrede den svære kunst det kan være, at forbinde en romansk hvælving med gotikkens ornamenter og renæssancens reselit frise i en støvede og alligevel klar farveholdning, der tilgodeser alle perioder. (som desværre ikke måtte fotograferes)

På vej ned for at se om dommernes votering var ved at være overstået, fortsatte vi snakken om  perioder, nu om hans mangeårige erfaring som forsvarer. Bl.a. om han var enig i statistikken omkring den stigende vold blandt unge. Hvortil han svarede: ”Jeg tror i og for sig ikke selve volden er blevet større, men forældrene er blevet anderledes”. Han oplevede, at det var de mest utrolige og ubetydelige småting, der blev brugt tid på. ”Forældre i dag, de pacer deres børn frem, blander sig i alt og opdrager dem til ikke, at skulle finde sig i noget som helst”. Han fik luftede sine holdninger til nutidens forældre og dermed nok også implicit til kulturens ændrede værdier. ”Førhen når man var til halbal, ja så gik man udenfor og klarede uoverensstemmelsen med næverne og når den ene lå ned, ja så var det afgjort og vi kunne gå ind igen og få os en øl til – og det var da ikke noget forældrene blandede sig i”. Der var da så afgjort en stigning af domsfældelser blandt unge. Som han i øvrigt syntes var meget uselvstændige og ikke evnede at tage ansvar, men hellere angav vennerne for selv at slippe fri.

Frontstage

Det var ganske underholdene at betragte anklager og forsvarer i aktion. Som man får en fornemmelse af i indlægget: ”En dag i retten”, var der et par generationers kulturkløft mellem den unge anklager og den ældre forsvarer. Det eneste de umiddelbart havde til fælles var det mandlige køn og juraen.

Forskellene kom til udtryk på flere måder, bl.a. i påklædningen, som var henholdsvis formel og afslappet. Den mundtlige og skriftlige faglige forberedelse var til punkt og prikke i orden hos den ældre. Her lå alt pænt og ordentligt på skrivebordet og materialet til fremlæggelsen præsenterede sig godt. På den unges skrivebord lå alt hulter til bulter i forskellige plastlommer, som han til tider roede forgæves rundt i, for at finde belæg for et passende modargument.

Sproget tilhørte også to kulturer. På et tidspunkt henviser den ældre til Jørgen Clevin, som den unge tydeligvis ikke kender og derfor heller ikke ved, at man forbinder Clevin med at klippe og klistre.

Anklagerens bevisbyrde omkring, hvor meget amfetamin der havde været tale om, bliver hurtigt manet i jorden af den ældre. Da han fortæller, hvordan man førhen forberedte spegesild ved at putte dem i en pose sammen med mel for derefter at ryste den. ”ja, og bagefter kan man da se der har været mel i posen, men man kan da ikke se hvor meget mel der har været – vel?”

Hvilket dommeren i øvrigt tog til efterretning i strafudmålingen.

Retten blev sat og tiltalte kunne tage hjem med venner og pårørende. Embedsmændene pakke sammen, politimanden kunne tage på patrulje og de pædagogstuderende forberede sig til næste arrangement samme aften – herom senere.