Ud fra Bourdieu er habitus er et sæt af dispositioner, dvs. væremåder.
Som det første er der den kropslige væremåde, hvor kroppen er en slags ”huskeseddel” for de erfaringer, mennesket tilegner sig i praksis. Kroppen er hukommelsen for det sociale liv, og det enkelte individs historie ligger i kroppen i form af følelser og reaktionsmønstre. ”Denne habitus disponerer den enkelte agent for at foretrække bestemte måder at opfatte, kategorisere, bedømme og handle på i konkrete situationer.” Som det andet er der den sociale væremåde, hvor mennesket allerede befinder sig i en historisk og foranderlig praksis, hvori der er indlejret sociale over- og underordningsforhold. Mennesket søger anerkendelse fra andre mennesker, som står dem nær, men samtidig distancerer det sig fra dem, der lever et anderledes liv, end dem selv. Habitus er et system af varig og foranderlige dispositioner, hvor igennem mennesket opfatter, bedømmer og handler i verden, og habitus er dermed også en praktisk sans for at spille med i det spil der udspiller sig i et givent felt.
På samfundsplan foregår der positioneringer i de forskellige, mere eller mindre, uafhængige sociale universer, som Bourdieu kalder felter for dermed at understrege, at de er præget af stridende sociale kræfter. Der er f.eks. det økonomiske, det politiske, det kunstneriske, det religiøse, det videnskabelige, det pædagogiske felt m.m. I hvert felt er der en særlig form for interesse, det har sin egen sagslogik og er præget af specifikke regler, værdier og interesser[1].
[1] Carsten Schou og Carsten Petersen. Samfundet i pædagogisk arbejde; et sociologisk perspektiv. Akademisk forlag. 2010.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar