mandag den 23. maj 2011

Kønsroller

Kønsroller er et vigtigt stikord til at beskrive og forklare forskelle i mænds og kvinders situation. Ordet er blevet et element i den daglige sprogbrug - ofte med en ganske omfattende og diffus betydning. Kønsrollebegrebet sætter fingeren på det faktum, at der eksisterer et socialt pres på kvinder og mænd, der dirigerer dem i retning af bestemte og forskellige arbejdsopgaver, bestemte magtforhold og bestemte personlige egenskaber, bestemte opfattelser af sig selv og verden. Man kan tale om et socialt pres i retning af kønsspecifik eller kønsforskellig adfærd og væremåde. Hvis man ikke følger disse anvisninger eller forventninger om, hvordan henholdsvis kvinder og mænd bør være, bliver man ramt af visse materielle, sociale og psykologiske sanktioner. De som følger ”anvisningerne” bliver belønnet - f.eks. med anerkendelse, med at være ”indenfor” i det sociale liv, med opmuntring. De der ikke følger trop bliver ”straffet” - f.eks. med misbilligelse, udstødelse eller latterliggørelse. Den mest effektive og ubehagelige straf er måske den at blive betragtet som ”ukvindelig” eller ”umandig”.

Opdragelsen til de ”rigtige” kønsroller begynder tidligt - egentligt allerede ved fødslen. Det betyder, at man tilegner sig den kønsbundne praksis og væremåde, som det sociale pres presser en.
En sådan beskrivelse kan forkortes endnu mere ved at sige, at køn er et kendetegn, som ofte fremkalder stabile, ordnede og sanktionsbærende forventninger om en persons adfærd. En kvinde forventes overvejende at ikke være særlig ærgerrig eller aggressiv, men derimod passiv i mange sammenhænge, trøstende og opmuntrende, pæn og tilpasset osv. En dreng eller mand forventes at have initiativ og være stærk og aktiv i mange situationer. Kvinder forventes ikke at have samfundsmæssig indflydelse og magt, men at holde sig beskedent i baggrunden i sådanne sammenhænge[1].


[1] Mette Schilling (menneskets psykologi).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar