Vores første informanter

Torsdag havde vi samtaler med to informanter, en kvinde der kunne kigge tilbage på en tid som indsat og en mand der lige er blevet dømt fængsling for de næste mange år. Uanset køn var der slående ligheder i deres opvækstvilkår, som begge har været i turbulente misbrugsmiljøer og medfølgende  omsorgssvigt. De har en skolegang bag sig på henholdsvis 7 og 8 år, begge har senere forsøgt sig med en uddannelse, som aldrig er blevet gennemført.

I løbet af interviewene, blev det tydeligere, hvordan deres selvforståelse lå dybt forankret i deres opvækstmiljø. Især kvindens usynlige identitetstræk som følelser og erindringer, lå skjult i hendes udtalelser.

”Vi burde fandme også have været tvangsfjernet, mor var jo konstant fuld, hun støttede os overhovedet ikke i noget som helst. Og når der så havde været gang i den torsdag aften kom vi ikke op og i skole – fuck det var flovt. Men uha, når de der fra kommunen så kom for at tjekke, hvordan vi boede, blev der jo fandme gjort rent over det hele, så de opdagede jo aldrig noget. Men de skrev jo fandme også på forhånd, hvornår de kom, vi var jo også altid pænt klædt på.”

At positioneringen er kontekstafhængig og hvordan andre kan konstruerer ens identitet for en, blev fortalt af kvinden.
Som ny i fængslet, havde hun allerede den første dag måttet stå til parade, over for de andre indsatte kvinder og fortælle, hvad hun skulle sidde inde for. Men det var ikke nok at fortælle det, de skulle også lige tjekke sort på hvidt, om det nu også passede, at hun var dømt for vold.
”De var jo pisse bange for at man var pædofil…..hold da kæft, de blev jo fandme bløde som smør, når der kom børn på besøg, så skulle de alle sammen hen og røre ved dem.”

Næste kategorisering kom på spørgsmålet: ”Er du junkie, alkoholiker, tar´du hash eller hva´?” Svaret afgjorde i hvilken gruppe hun så skulle indgå i, hierarkiet var ikke til at tage fejl af. De mest magtfulde kvinder var dem med de længste domme og lavest var junkierne, hvis junkierne tilmed var prostituerede, ja så, kunne man ikke komme længere ned.



Havde de indsatte kvinder, ikke tilhørt en marginaliseret og stigmatiseret gruppe før fængslingen, så kom de i alle tilfælde til det ”inden for murerne.”
Her har man ikke et valg, hvis man vil ”overleve” i fællesskabet. Ens identitet bliver i høj grad konstrueret af de andre i forhold til forbrydelsen, dommen, længden af straffen og misbruget.