Umiddelbar refleksion over weekendens maraton

Med liniefaget UMD og tema 3 feltarbejdet i mente, har denne weekend stået i teaterfestivalens tegn. Der har været et rent maraton af berigende oplevelser, som det vil tage sin tid at fordøje helt.

Selv om jeg hovedsagelig havde UMD brillerne på,

trængte ”kvinden” sig på,

i alt hvad jeg så.

Kvinden er nemlig omdrejningspunktet for vores feltarbejde. Hvad er en kvinde? – Hvad er det essentielle i at være kvinde? - Hvad er hun for et væsen? – Kan man overhovedet tale om kvinden uden også at tale om manden? – Hvad er kvindes rolle og identitet som kvinde? – Hvad er kvindens rolle i det moderne samfund? Osv. osv. Spørgsmålene er mange og der er lige så mange menneskelige, psykologiske, videnskabelige, filosofiske og samfundsmæssige synsvinkler på, hvad kvinden er.

Kvinden er en underfundig størrelse, alle har en mening om, hvad en kvinde er og ikke er. Det er vanskeligt at generaliserer kvinden som væsen, hvilket jeg i virkeligheden heller ikke mener man skal. Men alle har trods det, en mening – meninger der selvfølgelig er farvet af de oplevelser og erfaringer man har; enten som kvinde eller med kvinder. Det paradoksale er derfor, at man i humanismens hellige navn og i sin egen forforståelse, uden at ville det, kommer til at kategoriserer og stigmatiserer kvinden i den position hun indtager.

I weekenden mødte jeg kvinden i H.C. Andersens: ”Historien om en mor”, en fortælling om tab og den indre rejse gennem sorgens faser i kamp, fortvivlelse og sorg. En rejse jeg tror mange kvinder kan sidde med, når de bag fængslets murere angre deres handling og som for nogen, får konsekvens i mistet kontakt med sit barn. En indre kamp der i bedste fald, for kvinden i fængslet som for moderen i H.C. Andersens eventyr, kan ende med accept.

Jeg mødte ”Den lille havfrue”, med de eviggyldige temaer om kærligheden, livet og døden.

Et eventyr der både repræsenterer det kvindelige og mandlige. Det kvindelige i havet og havfruerne, med symboler som følelser og fantasi. Mens det mandlige repræsenteres i prinsen og menneskenes verden, symboliseret gennem fornuften og videnskaben.

”Den lille havfrue”, der udvikler sig fra at være et barn til at blive en voksen kvinde, der bliver bevidst om sin egen identitet og seksualitet. Hvor paradoksalt eller skæbnesvangert, det kan blive  at følge sin kærlighed, for til sidst at måtte opgive og miste alt. Men hvor kærligheden og tabet, på trods af alt, er det der giver hende en udødelig sjæl.

 

At finde sjælen er også temaet i dukketeatret          ”Anima” (som betyder sjæl og kvinde). Det er en forestilling, som jeg på det varmeste kan anbefale. Her smelter æstetikken, fagligheden, teknikken og dukkeførerens helt utrolige nærvær fuldstændig sammen. 

Det var, for mig, af alle weekendens forestillinger, det ultimative højdepunkt. Her oplevede jeg et univers, af både det kvindelige og mandlige i en fælles søgning efter harmoni. Ved hjælp af det bevidste og ubevidste, at finde sin identitet og mening med livet. At være ét og alligevel forskellig og, hvor man kan berige hinanden gennem anderledesheden.

Hvilket naturligt fører mig videre til psykoanalysens: ”Anima” og ”Animus”, at enhver kvinde bærer sin animus og manden sin anima. Et tema der også var omdrejningens punktet i forestillingen: ”In Real Life”, hvor produktionsskolens mandlige drama lærer, med sin persona, projekterer sin indre ubevidste modsatkønnethed og andre skyggesider over i eleverne.

Set i lyset af weekendens mange oplevelser og ud fra en eksistentialistisk synsvinkel, med individet i centrum og troen på at man skaber sin egen eksistens og identitet, igennem sine valg og handlinger. Hvor meningen med tilværelsen kun kan skabes som følge af de subjektive valg man foretager sig og hvor der i virkeligheden ikke findes nogen objektiv sandhed.

Er spørgsmålet:  - ”Har man reelt et frit valg?” - eller - ”Er der på forhånd valgt, ud fra de dispositioner man bringer med sig og de positioner man dermed indtager eller får tildelt?”